Nyheder

31jan
2017

17-årige må nu tage kørekort

17-årige må nu tage kørekort

Den 1. januar 2017 blev det indført som en 3-årig forsøgsordning, at 17-årige må tage kørekort. Den 17-årige må dog først sætte sig bag rattet, når han/hun har taget køreundervisning og har bestået teori- og køreprøve som alle andre. Efter bestået køreprøve må den 17-årige køre bil, men dog kun med en erfaren bilist som ledsager i bilen indtil den unge er fyldt 18 år.

Ordningen kan forhåbentlig være med til at uddanne de unge bedre i trafikken og dermed undgå de mange uheld, som forårsages af den aldersgruppe.  

Får ændringen betydning for forsikringen?

Hvis der sker en skade på din leasede bil fra ALD forårsaget af en 17-årig med kørekort, vil skaden som hovedregel være dækket på lige fod med ældre førere og følge vores normale forsikringsbetingelser. Det kræver selvfølgelig, at reglen om, at den 17-årige skal køre med en ledsager, er overholdt.

Når skaderne skal vurderes, følger vi Færdselsloven. Det vil sige, at hvis en 17-årig er fører af bilen, og der sker en skade, vurderes det, om skaden sker på grund af manglende kørefærdighed eller ej.

Kan hvem som helst være ledsager?

Der er strenge regler for, hvem der kan være ledsager, så den unge kan altså ikke bare tage en 18-årig kammerat med kørekort med i bilen, eller en beruset forælder som skal hentes fra fest. Ledsageren skal blandt andet være fyldt 30 år og skal til enhver tid kunne overtage kørslen på turen.

Læs mere om reglerne hos FDM.