Artikler & Tips

22jun
2022

Kend forskellen: Elbil, plug-in-hybridbil, benzin- og dieselbil

Kend forskellen: Elbil, plug-in-hybridbil, benzin- og dieselbil

Kender du forskellen på en elbil, plug-in-hybridbil, benzin- og dieselbil? Når du skal vælge firmabil, er det vigtigt at have styr på både fordele og ulemper ved de forskellige motortyper. Hos ALD Automotive kan vi tilbyde firmabiler til ethvert behov og derfor har vi samlet dette overblik, så du bedre kan vurdere, hvilken motortype du har brug for.

De vigtigste faktorer at vurdere forskelle, fordele og ulemper ud fra er: kørselsmønster, brændstofudgifter, optankning, miljø og støj.

Benzinbilen

Generelt kan man sige at benzinbilen er brugbar for de fleste bilister. Fordelen ved benzinbilen er, at den ikke er følsom overfor korte ture og kan bruges både til motorvejskørsel, bykørsel og længere bilferier. Optankning af en benzinbil er heller ikke noget man skal bekymre sig om, da netværket af tankstationer er vidt udbredt i både Danmark og Europa. Til gengæld er ulemperne især brændstofudgifterne. Ifølge FDM er benzinbilen den dyreste i forhold til kilometerafhængige omkostninger, hvilket især skyldes brændstofudgifter (2021). Derudover kan miljø og støj også være relevante faktorer. Benzinbilen er som udgangspunkt dårligere for miljøet i forhold til CO2 og også støjniveauet, både indeni og udenfor kabinen, er væsentligt højere end ved de elektriske alternativer.

Dieselbilen

Dieselbilen er god til dem, der kører lange distancer ad gangen. Fordelen ved dieselbilen er, at den er et billigere alternativ til benzinbilen, når man skal køre langt, da dieselbilen ofte kører længere på literen til en lavere brændstofpris og stadig har samme optankningsmuligheder som en benzinbil. Ulempen er dog, at kørselskriterierne for optimal brug af dieselbilen er mange. En dieselmotor skal nemlig nå at blive gennemvarm ved kørsel (minimum 30 minutters kørsel), og man skal også minimere kø- og tomgangskørsel i dagligdagen for at undgå, at motoren soder for hurtigt til. Miljø og støjniveau er også ulemper i forhold til dieselbilen. På samme måde som benzinbilen, er dieselbilen et dårligere alternativ i forhold til CO2, og støjniveauet er overordnet set mere støjende end andre biler.

Plug-in-hybridbilen

Plug-in-hybridbilen er en bil, der både har en benzin/dieselmotor samt en elmotor, hvilket betyder, at den kører på el på korte afstande (typisk 30-50 km), og når der ikke er mere strøm tilbage, fortsætter den på benzin eller diesel. Fordelen ved plug-in-hybridbilen er, at ved at have muligheden for at køre på el, kan du spare på brændstofudgifterne. Dog skal man være opmærksom på, at den er tungere end andre biler, da bilen har to drivlinjer. Dette betyder, at hvis man primært benytter sig af benzin/diesel, vil forbruget være højere og derved dyrere end en almindelig benzin/dieselbil. Effektiviteten af plug-in-hybridbilen afhænger derved af at man i høj grad benytter el og har mulighed for at lade den op ved destination A og B. Ulempen ved plug-in-hybridbilen er, at bilen både skal optankes med benzin/diesel og el. Med den korte rækkevidde på el, er det også nødvendigt at have mulighed for at oplade bilen derhjemme eller på arbejdspladsen. Med hensyn til miljø, kan plug-in-hybridbilen være et bedre alternativ til benzin- og dieselbilen, hvis man i vid udstrækning benytter bilen med el. Hvis ikke man gør dette, vil den være et dårligere alternativ, da den i så fald bruger mere benzin eller diesel. Støjmæssigt er plug-in-hybridbilen et godt valg, da den benytter el-teknologien i mange sekvenser, hvilket reducerer støjniveauet. Endeligt er plug-in-hybridbilen et godt valg, hvis man overvejer at skifte til en elbil, men endnu ikke er helt klar.

Elbilen

En elbil er en bil der kun har en elmotor og derved er 100% drevet af el. Det betyder, at den skal oplades med et ladestik for at køre. Selvom teknologien for elmotorer udvikler sig år for år, kan rækkevidden for en elbil stadig være en udfordring og man skal derfor være opmærksom på sit kørselsmønster. De små elbiler har en kortere rækkevidde og fungerer stadig bedst til korte ture og bykørsel, mens de mellemstore/store elbiler har fået en længere rækkevidde (300-600 km), hvilket giver langt flere muligheder. Til gengæld er optankningsmulighederne stadig en ulempe ved elbilen. For at få det meste ud af bilen, bør man have en ladestander ved sin bopæl eller sin arbejdsplads, og ved længere ture vil det kræve at planlægge sin rute efter ladestandere. Fordelen ved optankning med el er dog, at de kilometerafhængige omkostninger er væsentligt lavere end ved benzin eller diesel. Også for miljø og støj er der klare fordele ved en elbil. Ønsker man at skåne miljøet, er elbilen det bedste valg, og også i forhold til støj er denne bil den optimale løsning, da elbilen kun producerer svag dækstøj ved kørsel.

Få råd og vejledning til at finde den rette firmabil

Når man skal vælge den rette firmabil, kan der være mange andre individuelle faktorer, der er relevante for lige netop dig. Derfor tilbyder vores rådgivere at finde den bedste løsning for dig og din virksomhed. Læs mere her eller kontakt os på salg.dk@aldautomotive.com eller +45 33 55 81 40