Artikler & Tips

02dec
2021

ALD hjælper Telia i overgangen til en 100 % elektrisk flåde inden udgangen af 2025

ALD hjælper Telia i overgangen til en 100 % elektrisk flåde inden udgangen af 2025

Telia Danmark har i mange år haft bæredygtighed og samfundsansvar højt på deres agenda. Dette gælder alt lige fra genanvendelse af telefoner til den grønne energi, der kommer ud af deres stikkontakter. Den grønne omstilling er efterhånden en fuldt integreret del af Telias virksomhedskultur og værdisæt, og organisationen har naturligvis i dén forbindelse sat ambitiøse mål for at minimere deres interne CO2-aftryk. Ét af disse mål er, at deres firmabilsflåde skal være 100 % elektrisk inden udgangen af 2025. ALD Automotive bistår i den forbindelse Telia med rådgivning og ekspertise under hele processen, så Telia kan komme i mål med deres fuldelektriske flåde.

”Bæredygtighed er en integreret del af Telias forretning, og at udskifte vores bilflåde til elbiler løbende frem mod slutningen af 2025 er en logisk beslutning set i lyset af vores mål om at udlede 0 % CO2 i 2030. Skiftet til elbiler er vedtaget på koncernniveau, så alle Telias aktiviteter i hele Norden og Baltikum går samme vej.” fortæller Klaus Jeppesen, Compensation & Benefit Manager hos Telia Danmark.

Eftersom bæredygtighed allerede gennemsyrer Telias interne aktiviteter, kom det heller ikke som den store overraskelse for Telias medarbejdere, da målet om at konvertere til en 100 % grøn flåde inden udgangen af 2025 blev præsenteret for dem. Medarbejderne har endda taget overvældende positivt imod dette bæredygtighedsinitiativ, men udtrykte selvfølgelig bekymringer i forhold til den praktiske brug af elektriske firmabiler.

For at imødekomme Telias medarbejdere og reducere de bekymringer, der kan opstå ved skiftet til elektriske biler, har Telias direktion valgt at gå forrest i denne implementering. Derfor fik flere direktionsmedlemmer allerede sidste år udskiftet deres dieselbiler med fuldelektriske alternativer, og de kan i dén forbindelse og via deres ambassadørskab trække på egne erfaringer, når de skal vejlede deres medarbejdere. Ved hjælp af dette initiativ og ALD Automotives rådgivning og ekspertise på området, er eventuelle bekymringer og fordomme omkring elektriske biler, såsom rækkeviddeangst og ladehastighed, så godt som elimineret.

Som resultat af samarbejdet har ALD sammenstykket et spændende bilkatalog udelukkende med elektriske biler til fremvisning for Telias firmabilsbrugere. Med et allerede succesfuldt eksisterende dieselkatalog havde Telia nogle konkrete krav til hvilke typer af biler, der skulle indgå i det nye katalog. Derfor er der nu i dette medtaget biler, der opfylder mange af de samme krav som før, men også nye specifikke krav til rækkevidden, ladehastigheden og trækkraften på de nye grønne firmabiler for at sikre, at Telias medarbejdere oplever så minimal en forskel som muligt. 

”For Telia har det været vigtigt at kombinere bæredygtighed med praktisk anvendelse og et attraktivt udvalg af elbiler. Vi prioriterer velfungerende mobilitet for medarbejderne, hvor elbilernes rækkevidde og ladetid ikke må være en udfordring. Det er lykkedes ved netop at prioritere disse egenskaber i udvalget af biler samt at tilbyde hjemmeladestander til alle.” uddyber Klaus Jeppesen.

ALD udvikler og præsenterer i gennemsnit tre opdaterede bilkataloger for Telia om året. I Telias nyeste firmabilskatalog indgår hele 19 forskellige elektriske bilmodeller, som Telias medarbejdere kan vælge imellem alt efter behov og ønsker til udstyr, elektriske egenskaber og beskatningsgrundlag. Det brede udvalg består bl.a. af Tesla Model Y, Ford Mustang Mach-E, Hyundai IONIQ, Audi Q4 e-tron og Tesla Model 3. Bilerne er allerede færdigspecificerede på forhånd med en masse godt udstyr, og der kan således ikke tilkøbes yderligere udstyr.

ALD har, både i den nuværende proces og i tidligere processer, været en vigtig partner for Telia, forklarer Klaus Jeppesen, der hos Telia Danmark er det primære bindeled mellem ALD og Telia.  

”ALD Automotive har været en super vigtig sparringspartner i denne proces, da de jo er eksperterne på området. Med 14 års samarbejde har vi en god relation til ALD, og vi ved, at de er villige til at gå den ekstra mil for at hjælpe os. De kender vores økonomiske rammer, vores behov og ønsker samt vores historik. Og dét er meget vigtigt for os.” fortæller Klaus Jeppesen.

Men må en grøn firmabilsflåde koste flere penge? Ifølge Klaus Jeppesen besluttede Telia, at der helst ikke skulle ske en forøgelse af deres omkostninger på området, men måtte erkende, at hvis bilerne skulle være interessante nok, så kiggede de formentlig ind i en højere TCO per bil. Ikke desto mindre har Telia formået at ende på omtrent de samme totalomkostninger, da der er flere driftsmæssige fordele ved at vælge en elektrisk bilflåde, såsom faste el-abonnementer.

Til slut pointerer Klaus Jeppesen, at Telia som virksomhed håber på, at deres skift til en fuldelektrisk flåde kan være med til at skubbe til den grønne omstilling og ikke mindst være med til at bane vejen for og inspirere andre virksomheder, der også ønsker at bidrage til en grønnere fremtid.

Skal din virksomheds bilflåde også være grøn? Hvad enten det gælder firmabilerne, puljebilerne, varebilerne eller noget helt fjerde, så hjælper vi jer hurtigt i gang med den grønne omstilling. Kontakt os på +45 33 55 80 00 eller salg.dk@aldautomotive.com og få kompetent rådgivning fra vores eksperter.

Læs mere om ALD Electric her.