Nyheder

10jul

Skal du på bilferie?

Skal du på bilferie?

Du er måske en af de mange ALD-bilister, der har bilferie stående i kalenderen. Bilen tankes og navigationen indstilles til sydligere himmelstrøg mod varmen og vandet. Tid til ubekymrede dage og gode oplevelser.

Men hvad hvis uheldet er ude, du løber ind i punktering eller driftsstop? Så får du muligvis brug for at ringe til ALD Kundeservice, Vejhjælp eller SOS International. Som en service har vi pakket vores App – ALD mobile, med de nyttige numre og informationer, du har brug for.

Hent ALD mobile i App Store og Google Play og gør feriepakningen lidt lettere.


Gode råd og informationer til en ferieklar bil

  • Kontroller dæktrykket, eventuelt også i reservehjul

Hvis du kører med fuldt læs, anbefaler vi at køre med højere dæktryk end normalt. I bilens instruktionsbog kan du læse om anbefalet dæktryk for netop din bil.

  • Kontroller oliestand før afgang og efter første tankstop

Motoren bruger mere olie ved høj hastighed, derfor anbefaler vi hyppigere kontrol end sædvanligt.

  • Kontroller sprinklervæskeniveau
  • Placér tung bagage så langt fremme mod bagsideryglæn som muligt


Registreringsattest

Når du skal til udlandet, skal du medbringe Del 1 af registreringsattesten som dokumentation for køretøjets registrering overfor udenlandske myndigheder. Har du netop fået din bil og endnu ikke modtaget den originale registreringsattest, kan du ansøge om en tidsbegrænset attest på et skattecenter. Den koster 100 kr. og er gyldig 1 måned. Du kan bestille del 1 af den originale registreringsattesten på my.ald.dk.

Rødt assistancekort

Dette kort skal du have med ved kørsel i udlandet. Kortet har ingen udløbsdato og indeholder oplysninger om alarmcentralen SOS International, der kan kontaktes 24 timer i døgnet i tilfælde af uheld eller havari.

Kortet dokumenterer, at din bil er kaskoforsikret og giver bl.a. ret til vejhjælp, fremskaffelse af reservedele, bjærgning, starthjælp osv. Ved alvorligere problemer giver kortet ret til betaling af uforudset hotelophold mv. Den fulde dækning fremgår af bagsiden på kortet.

Er din bil forsikret via ALD Automotive, kan du bestille kortet gennem my.ald.dk. Er bilen forsikret via andet forsikringsselskab end ALD Automotive, skal dette kontaktes direkte. Du kan også downloade kortet til din smartphone gennem SOS International.

Grønt forsikringskort

Dette kort har en gyldighed på 1 år, og det fungerer som legitimation over for andre landes myndigheder og er bevis på, at bilens ansvarsforsikring er betalt og dækket efter det pågældende lands lovgivning. Det er ikke lovpligtigt at medbringe det grønne kort i EU-lande, Norge, Island, Schweiz, Andorra og Kroatien, men vi anbefaler, at man medbringer kortet alligevel.

Er din bil forsikret via ALD Automotive, kan du bestille kortet gennem my.ald.dk. Er bilen forsikret via andet forsikringsselskab end ALD Automotive, skal dette kontaktes direkte.

Sikkerhedsveste og advarselstrekant

Sikkerhedsveste er lovpligtige i blandt andet Frankrig, Italien, Spanien og Østrig. Hvis du ikke har nogen sikkerhedsvest, er du velkommen til at ringe til vores kunderservice på tlf. 3355 8050, så sender vi gerne en vest til dig.

Miljømærkatpligt til miljøzoner i Europa

En række byer i Tyskland og Italien kan udstede køreforbud i miljøzoner, såfremt bilen ikke er forsynet med en særlig miljømærkat. Læs om miljøzonerne hos FDM.

Motorvejsmærkater

Motorvejsmærkater er påkrævet i Østrig, Schweiz, Slovenien, Rumænien, Ungarn, Bulgarien og Tjekkiet. Mærkaterne kan du købe ved grænsen eller hos FDM.

Ved skade i udlandet

Hvis du er impliceret i et færdselsuheld, er det vigtigt at få modpartens:

  • Navn
  • Navn på forsikringsselskab
  • Registreringsnummer
  • Nationalitet på bilen
  • Mærke og type på bilen
  • Dato, sted og land for uheldet
  • Navn på evt. vidne(r)
  • Tag gerne foto af skade på egen og modpartens bil, skadessted og bilens placering
  • Hvis modparten kører i lastbil med trailer, er det også vigtigt at få registreringsnummeret på hovedvognen.


Ved glasskade i udlandet

Din feriepakkede bil er et attraktivt mål for indbrudstyve i udlandet, hvor din nummerplade afslører dig. Desværre sker det, at vores kunder står med en smadret side- eller bagrude, men der er ingen grund til at fortvivle, for ALD’s samarbejdspartner Carglass hjælper dig – også i udlandet. Hvis ruden er knust, kan den hurtigt udskiftes og ofte endda ved hotellet eller campingpladsen. Bilen regøres også for eventuelle galsskår, så ingen kommer til skade.

Carglass er verdens største bilrudespecialist og har søsterselskaber i stort set hele Europa. Du ringer blot til Carglass i Danmark på telefon +45 7011 9911.

 

God sommer og kør forsigtigt!

 

Kontakt os
3355 8000