Bilanmeldelser

27mar
2019

ALD tester: veludstyret Audi A4

ALD tester: veludstyret Audi A4

Audi A4 Sport har ikke ændret sig, den kører som den skal, og den ligner sig selv. Men med Prestige Selection Tour-kampagnen får du alt det udstyr, du skal bruge for at din Audi bliver mere eller mindre selvkørende. 

 

Vi har testet: Audi A4 Prestige Selection Tour 40 TFSI 190 HK 
Beskatningspris: 389.995 kr.

The look

Audi er indbegrebet af ordet stilren og det samme er A4’eren. Dens pæne linjer - udvendig som indvendig - gør at man ikke er i tvivl om, at det er highend segmentet af biler, man kigger på. Men med det sagt, så er det også en smule kedeligt. Audi er Audi, og det er man ikke i tvivl om. Men ved at tilvælge SPORT på A4’eren – som vores testbil er – får bilen et mere sporty look uden at gå på kompromis med de pæne linjer. Det er ikke på det ydre, at kampagnen går ind og tillægger så meget, her får du blot parkeringssensor for og bag.


Til gengæld sker der noget indvendigt. Her mærker man rigtigt, at man får ekstra for pengene ved at vælge Selection Tour-kampagnen. Her får man, udover den flotte og igen utrolig stilrene kabine, som Audi leverer, udstyr som MMI Navigation inkl. 3 mdr. Audi Connect, midterarmlæn foran, elektrisk bagklap, fjernlysassistent, førerinfo i farve og Assistentpakke Tour, som består af Active Lane Assist, adaptiv fartpilot inkl. kø-assistent (op til 65 km/t), kamerabaseret vejskilteassistent, forudseende effektivitetsassistent, Audi Pre Sense Front (system der via kamera monteret i forruden scanner vejen for andre køretøjer og fodgængere op til 100 meter foran bilen), undvige- samt drejeassistent. Med andre ord en mere eller mindre selvkørende bil.

Hvordan kører den?

Audi forstår at levere stabil køreglæde. Med stabil køreglæde forstås det, at de fragter os mennesker rigtig godt fra A til B. Alt instrumentering er nem at håndtere, motoren siger ikke en lyd forkert, og det kører – praktisk talt – fuldstændig snorlige. Men har du haft drømme om at blive racerkører, så bliver bilen desværre en smule kedelig. Det er ikke i en Audi A4, du kan tilsnige dig racerkørefornemmelser. Især mærkes det, hvis du ønsker hurtig acceleration. Deres ellers gode s-tronic gearkasse kan nemlig godt have lidt svært ved at følge med, og finde det gear den skal lægge sig i, og ligeledes kan undervognen til tider være svær at mærke, hvis man presser den lidt i svinget. Men det er jo heller ikke det en Audi A4 kan. Den kan i stedet fragte dig rundt i landet på en måde, som er en minister værdig.

Vores dom

+ Perfekt langtursbil, godt med udstyr i kampagnen, stilrent design
- Lav skærmkvalitet

Alternativer i denne klasse

  • Volvo V60
  • Mercedes C-Klasse
  • BMW 3-Serie

A4_back-600x500