Artikler & Tips om alt fra hestekræfter til bilpolitik

04jun

Er du og bilen klar til Kør selv-ferien?

Er du og bilen klar til Kør selv-ferien?

Sommerferien er et af årets højdepunkter i de fleste familier. Derfor er planlægning og forberedelse alfa og omega. Og går turen på kør selv-ferie, er der en række praktiske forhold, du bør kigge på for at sikre, at ferien bliver en succes og uden ubehagelige overraskelser undervejs.

 

Gør bilen klar til nye udfordringer

De lange stræk på motorvejen, hvor du muligvis skal forcere stejle bakker, kan være en udfordring for dig som chauffør, men også for bilen. Når bilens serviceeftersyn er overholdt, er der dog ikke grund til bekymring, da værkstederne selvfølgelig kontrollerer bilens vigtigste funktioner såsom dækkenes tilstand, bremser og motor. Vi anbefaler blot, at du inden afgang mod sydens sol checker lys (husk din campingvogn), olistand samt sprinklervæske på egen bil, så den er i topform til de lange strækninger.

Vi anbefaler desuden, at du altid har en liter olie i bagagerummet, så du kan toppe op undervejs efter behov. Kører du dieselbil, minder vi også om påfyldning af AdBlue

Vejhjælp

Er uheldet ude undervejs, bør du have styr på vejhjælp hjemmefra. Log ind på My ALD og se, om din forsikring omfatter Vejhjælp. Gør den ikke, så tag fat i dit forsikringsselskab.

Dokumenter og sikkerhedsudstyr til køreturen

Det kan godt betale sig at have styr på diverse papirer og dokumenter i god tid før sommerferien starter. Tjek at hele familiens pas og blå sygesikringsbeviser stadig er gyldige. Begge dele kan tage en del tid at få fornyet. Det samme gælder selvfølgelig kørekort.

Du skal medbringe 1. del af bilens registreringsattest, og hvis der ikke er EU nummerplader på bilen, skal den forsynes med et DK-skilt bagpå. Del 1 kan bestilles via My ALD.

Det grønne og røde forsikringskort er ikke krav indenfor EU, men vi anbefaler alligevel, at du tager det med som dokumentation for at bilen er forsikret. Også røde og grønne kort kan bestilles via My ALD, såfremt du er forsikret via ALD.

Motorvejsafgifter og miljøzoner

Mange steder skal du betale motorvejsafgift og i visse byer er der desuden miljøafgift, hvor du skal registrere din bil eller købe en miljømærkat forvejen, for at køre ind i byen. I nogle lande, kan du tilsvarende købe en mærkat til motorvejskørsel i forvejen.                                .

Sikkerhedsudstyr

Reglerne for obligatorisk sikkerhedsudstyr varierer en del fra land til land. Derfor bør du undersøge, hvilke regler, der gælder i de lande, du besøger undervejs. Fælles for alle er dog, at der skal være en advarselstrekant i bilen. Sørg for at den er tilgængelig – også efter bilen er pakket, så du ikke skal lede efter den, hvis du får brug for den undervejs.

Andet udstyr

Spar tid og hav en opdateret GPS med på turen, eller et kort, som både giver dig overblik og mere detaljerede oplysninger, når I nærmer jer bestemmelsesstedet.

Pak bilen omhyggeligt og bevar køreegenskaberne

Jo bedre du pakker bilen, des bedre ligger den på vejen. Det har stor betydning, når du skal tilbringe flere timer bag rattet. Placer de tungeste ting længst muligt inde i bagagerummet så tæt på ryggen af bagsædet som muligt. Undlad desuden at pakke over niveau i forhold til bagsædet, for at bevare et godt udsyn og undgå at løse genstande rammer passagerer ved en uventet hård opbremsning.

Husk at pakke en rejsetaske med de småting, I får brug for undervejs og placer den i kabinen eller øverst i bagagerummet.

En gylden grundregel om bagage til ferieturen: Pak så lidt bagage, som muligt.

Brug af tagboks

Er der ikke plads i bagagerummet, er en tagboks en nærliggende løsning. Her gælder der også nogle gyldne regler. Både i forbindelse med montering af tagboksen og pakning af den.

FDM har udgivet en detaljeret artikel, hvor du får praktisk information om begge dele.

Børn på bagsædet

En forudsætning for ro på bagsædet hos de forventningsfulde børn er, at de sidder godt, sikkert og komfortabelt. Sørg for at barnesæder/stole har den rigtige størrelse i forhold til barnets alder.

Hav snacks, drikkevarer og servietter ved hånden, og glem ikke kabler til opladning af tablets mv. Så skulle underholdningen være sikret.

Overvurder hverken dine egne eller børnenes evner til at udholde de lange stræk. Planlæg turen med passende pauser undervejs til toiletbesøg, benstræk, frisk luft eller blot et afbræk fra en tur, som ellers kan blive enerverende og anstrengende.

Specielt til campingfolket

Skal du have campingvognen med på kør selv-ferien, er der en række særlige forhold, som skal iagttages. Selvom du er rutineret campist, er det en god idé at læse en artikel, som netop er udsendt af SOS International.

Kontakt os
3355 8000